Stort antal døde suler skyllet i land
Pressemeddelsese
Strandgæster på strækningen fra Rødhus over Blokhus og videre nordpå har på kort tid fundet flere end 100 døde suler på kysten. En af sulerne vil blive sendt til obduktion, så man kan få et fingerpeg om døds årsagen. foto: Ditte Øelund
Af Jan Skriver
Foruroligende mange døde suler er de senere dage skyllet op på de nordlige dele af den jyske vestkyst.
Særligt strækningen fra Rødhus over Blokhus og videre nordpå mod Hirtshals har budt på ekstraordinært mange ilanddrevne havfugle.
Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har fået godt en håndfuld henvendelser fra strandvandrere, som har konstateret, at der har været ekstraordinært mange døde havfugle på visse kyststrækninger.
- Forleden observerede jeg op imod 60 døde suler på en cirka 20 kilometer lang strækning fra Rødhus til Grønhøj, da jeg kørte min daglige tur langs kysten, fortæller Ditte Øelund, der bor i Blokhus.
Hun tog kontakt til biolog Knud Flensted i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der gav beskeden videre til Naturstyrelsen Vendsyssel, som derpå besigtigede strandene.
Nordvest er bedst til opskyl
- De fleste af de døde suler bar præg af at have ligget længe i havet. De var meget medtagne og opløste, men vi har indsamlet en af de bedst bevarede, som snarest vil blive sendt til obduktion og analyse hos DTU Veterinærinstituttet, så vi måske kan få klarlagt en dødsårsag, siger vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen Vendsyssel.
De danske farvande har de senere år fristet et stigende antal suler til at tage på fisketogter. Blåvandshuk, Hanstholm, Hirtshals og Skagen er traditionelt de bedste danske lokaliteter for suler. Foto: Jan Skriver
Det er ikke unormalt, at der i perioder skyller døde havfugle op på Nordjyllands strande ved Nordsøen. Men det aktuelle antal af døde suler er bemærkelsesværdigt.
- Det virker umiddelbart foruroligende, at så mange suler bliver fundet døde. Jeg har aldrig hørt om så stort et antal på så kort en strækning af Vestkysten. Vi har også fået henvendelse om en død sule fra Aalbæk på Kattegatkysten. Det er bestemt værd at få undersøgt dødsårsagen”, siger Knud Flensted, biolog i DOF.
Suler fisker hvor havene mødes
Strækningen fra Blokhus til Hirtshals tager typisk imod døde havfugle, når der har været kraftige vinde fra nordvest, som det har været tilfældet de senere uger, oplyser Bjarke Huus Jensen, der er biolog i Naturstyrelsen Vendsyssel.
- Havstrømme kan koncentrere opskyl fra havet, så det kommer ind på kysten ganske bestemte steder. Dødsfaldene blandt sulerne kan derfor komme fra et større havområde og have fundet sted langt fra Nordjylland over lang tid, siger Bjarke Huus Jensen.
Særligt strækningen fra Rødhus over Blokhus og videre nordpå mod Hirtshals har budt på ekstraordinært mange ilanddrevne havfugle. Foto: Ditte Øelund
løkkennyheder.dk har spurgt sig lidt for igår og her til morgen, men har ikke kendskab til at der skulle være skyllet suler i land tæt ved Løkken.
I disse dage kan der ses koncentrationer på op imod 1.500 suler, som styrtdykker efter fisk omkring Grenen, hvor havene mødes.
Skagen er et af de bedste steder i Danmark, hvis man vil opleve sulen fiske tæt på land.