Vellykket svampetur til Nybæk Plantage
øverst: Den fætter skal du absolut ikke spise. Rød flue svamp. foto: ln/ok
Kulturhus Løkken havde søndag formiddag inviteret på svampetur til Nybæk Plantage og ca. 30 personer benyttede sig af tilbuddet og mødte op ved Kulturhuset.
I samlet flok gik turen, med naturvejleder Jacob Kofoed, Vendsyssel Historiske Museum som guide, til Nybæk plantage via Banestien. Undervejs blev der snakket om og plukket svampe, både spiselige og ikke spiselige.
Jacob Kofoed fortæller. foto: ln/ok
Vel fremme ved bålpladsen i Nybæk Plantage blev den medbragte sandwich fundet frem og Jacob fortalte om de utrolig mange svampe som findes -og findes overalt, lige under jordoverfladen, i træstubbe osv.
En del af høsten. foto: ln/ok
Eksempelvis er den okkergule skørhat den mest almindelige svamp, omvendt skal man absolut ikke spise røde fluesvampe.
Jacob lavede en svampe gryderet, som deltagerne smagte med et stykke brød til.
Der fortælles om svampe og laves bålstegte pølser og brød. foto: ln/ok
Med på turen var også Projektkoordinator Birgitte Overgaard Madsen, Hjørring kommune som fortalte om sundhed og viste og fortalte om, hvordan naturen kan bruges til at styrke ens mentale og fysiske tilstand.
Birgitte, siddende nr. 2 fra højre, demonstrer sanse- og åndedrætsøvelser. foto: ln/ok
I plantagen demonstrere Birgitte nogle øvelser, blandt andet sanse- og åndedrætsøvelser, som kan afhjælpe stress og jag, og som også kan laves hjemme.
Skoven er et godt sted at stresse af, samtidig med at man kan plukke svampe, evt. til en god svampestuvning.
Turen sluttede med et stykke kage og en dejlig kop kaffe, brygget af Lis Banasik.